Studio 73 – Årets Folkehjælper

Studio 73 – Årets Folkehjælper

september 30, 2021 Slået fra Af Christoffer

Den skjulte succes hædret: - I formår at holde liv i drømme og at skabe grundlag for varige venskaber

På Frivillig Fredag uddelte Dansk Folkehjælp i Vejen prisen som Årets Folkehjælper. Den gik i år Studio 73, Vejen fritidsteater.

Frivilligt: Dansk Folkehjælp i Vejen uddelte fredag 24. september prisen som Årets Folkehjælper. Det skete i Vejen Idrætscenter i forbindelse med arrangementet Frivillig Fredag.

Her var formand for Dansk Folkehjælp i Vejen, Preben Pedersen, og Camilla Olesen på scenen for at overrække prisen til Vejen Fritidsteater Studio 73.

Begrundelsen fra Dansk Folkehjælp løb blandt andet:

– Studio 73 har gennem mange år haft gang i mange mennesker og mange aktiviteter. Men som i så mange andre sammenhænge er det synlige produkt kun noget af arbejdet. Forud for publikums oplevelser af en flot forestilling med skuespillernes færdigheder og hele opsætningen ligger der en stor ”skjult” del af succesen: Utallige øveaftener, arbejdet med at opbygge scenen, skaffe og sy kostumer, sminke og hår-opsætning, den tekniske del med bl.a. lyd, lys og hvad dertil kommer, ja, og hele PR-delen, samt dem der sørger for, at det er muligt at få mad og forfriskninger undervejs. Kort sagt: I har brug for mange forskellige færdigheder og har gang i mange aldersgrupper.

Preben Pedersen fremhævede også Studio 73’s seneste projekt sammen med Studiescenen og Jels Vikingerne, som resulterede i forestillingen De Talende Sten på friluftsscenen i Skibelund Krat.

– Hvert år sætter I forskellige forestillinger op fx børneteaterforestilling, juleforestilling og ungdomsforestilling, en aktivitet og et fællesskab der er et godt supplement til sportstilbuddene. I Studio 73 formår I at skabe fællesskab på tværs af færdigheder og alder. I formår at holde liv i drømme og at skabe grundlag for varige venskaber, lød det fra Dansk Folkehjælp i Vejen.

Til at modtage prisen kom Hanne Berthelsen og Susanne Hauberg fra Studio 73. De fik foruden æren af titlen også et diplom og et billede udført af kunstneren Søren Parmo med hjem til teaterforeningen.

Kilde: https://jv.dk/artikel/den-skjulte-succes-h%C3%A6dret-i-form%C3%A5r-at-holde-liv-i-dr%C3%B8mme-og-at-skabe-grundlag-for-varige-venskaber