Informationsaften
Tirsdag den 16. august kl. 19.00 indbyder Studie 73 til en informationsaften som optakt til en travl sæson med alt fra café-aften over juleforestilling til 50 års jubilæums-fejring
Den kommende sæson i Studio 73 byder på en masse aktiviteter og derfor er der også brug for en masse frivillige kræfter. Et informationsmøde tirsdag den 16. august på Baungårdsvej vil give lejlighed til at høre om de forskellige aktiviteter samt om, hvordan man som frivillig kan deltage i arbejdet i Studio 73.
Den nye sæson byder på café-aften i oktober, juleforestillingen ”Grantræet og Snemanden” i adventstiden, børneforestilling i januar, og ikke mindst fejring af foreningens 50 års jubilæum i foråret, som sker ved en gallaforestilling i maj med udpluk af de mange forestillinger, foreningen har opført gennem årene. Forenignen håber, at mange både nye, gamle og nuværende medlemmer har lyst til at være med til at fejre foreningen både på og bag scenen. Konsulent på galla-forestillingen er skuespiller og instruktør Jan Schou.
Musik på scenen
Der vil også fortsat være musikarrangementer på Studioscenen, bl.a. Esther Brohus og Knud Møller d. 6. november, mens julestemningen leveres d. 18. december v. Veronica Mortensen og Niels HP.
Syng-sammen
Studio 73 vil også i den nye sæson tilbyde de meget populære syng-med-aftener Der vil altså igen blive inviteret til ”Sang, snak og søde sager” én gang om måneden.
Det siger sig selv, at med det aktivitetsniveau bliver der hårdt brug for frivillige kræfter – og ikke kun skuespillere. De ansvarlige for de forskellige opgave-områder fortæller om, hvordan man kan hjælpe til ”bag kulissen”, hvad enten det er i køkkenet/baren, kostumeafdelingen, scenografien eller hos teknikkerne (lys og lyd).