Revyens Rødder: Studio 73’s Historie og de Første Forestillinger, der satte Vejen på Revy-kortet
Revytraditionen i Studio 73 startede småt, men voksede hurtigt til at blive noget særligt for både byen og foreningen. Fra tidlige revyer til støtte for svømmebadet til de legendariske forestillinger i Vejen Hallen og senere i Multihuset – Studio 73’s revyer har bidraget til byens kulturliv med en kombination af skarp satire, lokalkoloritte indslag og masser af humor.
Med opstarten af revyerne i 1973 skabte et modigt team af amatørskuespillere og skribenter underholdning på højt niveau. Revyen blev en katalysator for latter og sammenhold, og titler som “Vejen – Efterårets By” i 1975 og ”Lagkagerevy med Smag” i 1977 satte en standard, som gjorde Studio 73 kendt over hele revy-landet.
Med inspiration og hjælp fra professionelle, som skuespiller Jan Schou, udviklede Studio 73’s revyer sig hurtigt – og vi ser tilbage på en tid, hvor både lokale anekdoter og samfundssatire blev leveret med skuespillerens typiske kant og charme. Denne rejse markerer begyndelsen på en stærk tradition, som vi er stolte af at videreføre den dag i dag.
Læs hele historien og bliv inspireret af de anekdoter, der har skabt vores identitet – og tag med os tilbage til de første forestillinger, som satte Studio 73 på landkortet.
De første år - revyerne
Af Mogens Krintel
Revy i Studio 73
I årene under og lige efter krigen var der revyer i Vejen. Ikke store flotte revyer, som vi kom til at kende dem i Studio 73-regi, men enkelte tiltag, som da man f.eks. lavede revy til fordel for svømmebadet. Ellers må man sige, at der var et tomrum årene efter Sydjydsk Udstilling i 1951 og til Studio 73 startede. Årsagen til denne mangel ligger sikkert i, at det rent faktisk er svært at stable en rigtig revy på benene, men heldigvis var der folk i 1973, der turde binde an med genren. Man trængte til en rigtig revy i Vejen – amatørunderholdning på et højt plan – for der var jo kun Troldefest og Cirkus G. O. Gine hvert andet år, og revy i de andre år kunne udfylde behovet for en fællesskabende latter over en god dansk satire, der driller lidt og kradser lidt i lakken.
Revy 1975 - "Efterårets by"
I flere år havde jeg været væk fra Vejen for at studere og arbejde, og da min familie og jeg vendte tilbage til byen i starten af 1970-erne, hørte jeg for første gang om Studio 73 og teaterforeningens revy. Jeg havde interesse i at skrive i forskellige genrer, og jeg rettede derfor henvendelse til foreningen, for at høre, om jeg kunne være med som tekstforfatter. ”Måske,” sagde de, ”du kan jo prøve at sende os noget.”
Jeg blev indkaldt til forfatter- og idemøde, og efter en livlig aften, hvor ideerne kom på bordet, kunne vi forfattere vælge et emne eller flere at skrive om. Revyudvalget, som bestod af Knud Korsgaard Schmidt, Hardy Overgaard Poulsen, Ib H. Larsen, Ejvind Munk Jensen og jeg (ja, jeg var såmænd også kommet med), fandt ret hurtigt frem til titlen på årets revy: ”Vejen – Efterårets by”. Jyllands Posten havde udvalgte Varde til ”Årets by”, og Vardes borgmester – og byen – fik overrakt en flise, som symbol på hæderen. ”Hvorfor blev Vejen ikke udvalgt,” spurgte vi? Det måtte der gøres noget ved, så vi valgte simpelthen at gøre Vejen til ”Efterårets by”, og da borgmesteren ikke kunne få en officiel flise, kunne Hardy Overgaard Poulsen i prologen give ham en sæk cement, så kunne han da bare selv lave sin flise. Tonen var hermed slåen an, og revyen blev en god succes.
Revyens indhold og tekster var højaktuelle. Mange episoder og personer blev spiddet. Skulle forfatterne være kommet til at gå for tæt på, sad der heldigvis et udvalg, der kunne stoppe tekstens videre færd eller sørge for, at teksten blev skrevet om.
Revyen var så ”heldig”, at der netop det år blev begået et bankrøveri mod Aktivbanken, og dén fik ikke for lidt omtale i revyen. Vejen (Gesten) havde et folketingsmedlem dengang, der hed Karl Nielsen, og selvfølgelig måtte Knud Korsgaard Schmidt synge Dirch Passers vise af samme titel – men nu med en helt aktuel tekst om Vejens Karl Nielsen.
Kapelmester i 1975-revyen var Otto Overby, og med sig havde han 3 musikere.
Dengang havde man den indstilling, at ville man være med i revyen, kom man med, og det betød, at der i 1975-revyen var hele 21 medvirkende. Enhver kan sige sig selv, at sådan noget ikke kunne gå. Der var jo ikke tekstmateriale til alle 21, og allerede ved næste revy i 1977, var det barberet ned til 14.
Revy 1977 - "En Lagkagerevy med smag"
Revyen i 1977 hed ”Vejen-revy 1977 – en lagkagerevy med smag” og begejstringen ville åbenbart ingen ende tage. En anmelder skrev: ”Denne revy overgik i tekster og ironi flere af sommerens professionelle satiriske forestillinger.”
Skuespilleren Jan Schou fra Odense var kaldt til Vejen for at instruere revyen. Folkene bag revyen vidste godt, at skulle man videre, blive bedre, var man nødt til at hente professionel hjælp, og da man kendte Jan Schou, der havde instrueret Charleys Tante i foråret 1977, og havde været enormt godt tilfreds med ham og hans indsats, spurgte man ham, om han ville instruere årets revy. Det ville han gerne, og sammen med Pernille Vestergaard, fik de skabt en fantastisk revy.
Jan forstod at gøre en tekst levende. Han forstod at give skuespillerne den instruktion og det frirum, der var nødvendigt for at et egentligt udmærket nummer kunne blive endnu bedre. Det var langt hen ad vejen den gamle faste garde, der medvirkede. Grethe og Christian Brinch Knudsen fyrede et fantastisk nummer om plejehjemmet Merci af. Jørgen Ove Madsen var socialudvalgsformand, og der havde åbenbart været en uoverensstemmelse mellem ham og fru Boje, forstander på Merci, og nu fik Madsen sin sag for: ”Du råbte højt, uden at ha’ for øje, du selv en dag skulle bo hos fru Boje”. Grethe Brinch Knudsen afleverede, sammen med Nina Bitch, en forrygende morsom vise om et par, der netop havde været en tur over grænsen med alt, hvad det betød af cigaretter og spiritus gemt under parykken og på kroppen. Jan Schou har åbenbart syntes så godt om dette nummer, at han tog det med på Sans Souci, hvor han og Dario Campeotto spillede de to damer Grethe og Nina.
Sådan var Jan også. Var der noget, han syntes han kunne bruge i de revyer, han selv var med i, tog han dem med. Det oplevede vi med mange af Studio 73-numrene.
1977 var det år, hvor Birgit Jørgensen fik stor succes med sangen ”Bilkærlighed”. Flere revyfolk fra andre revyer, har brugt denne vise, så det er en revyting, der levede længe i erindringen. Sammen med Knud Korsgaard Schmidt leverede hun, efter publikums vurdering, revyens bedste nummer – ”Oversætterbureauet”, en vanvittig sketch, hvor Knud i en samtale med en norsk dame om Königsfluss og om Vejen Banks forviklinger med nogle falske hollandske gylden – præsterer noget, der nok kunne lede tankerne hen mod den norske komedieserie Fleksness.
Et lille genialt træk var, at programmet var formet – og trykt som en lagkage. En sjov ting, som publikum reagerede positivt på. Historien bag det sjove program er den, at Ejvind Munk Jensen fremlagde ideen for revyudvalget, og man accepterede, at Ejvind kontaktede Centraltrykkeriet for at høre, om de kunne lave programmerne. Det kunne de desværre ikke – så Ejvind opsøgte bogtrykker Frandsen, der nok mente at han kunne lave dem, men da de skulle stanses ud, ville det koste ca. 3000 kr. mere end et alm. tryk. Uden at spørge nogen, accepterede Ejvind prisen, og den flotte lagkage kunne herefter lægges frem til et begejstret publikum.
